Dit tidløse ansigt

Vi vandrede på må og få
Gennem gader
Barske og fortvivlede
Med beslutsomme miner
Næsten afmagnetiserede
Næsten østerskalfarvet
Næsten som i begyndelsen
Forbi de røde markiser
Og stumper af dæmpede og
Stumper af dæmpede samtaler
Du vendte dit tidløse ansigt
Bort og lod blikket falde
På en stor bikage
Fuld af ansigter og gestus
Mellem skinnende bugtninger
Der hang dovent fra
Revnede lofter
Mens din stemme
Som en bajonet
Angreb tidens
Kedsommelige
Snurren
Jeg lærer aldrig at simuler TK
Eller helt at fordøje et måltid
En del af det forbliver indeni mig
Det er derfor jeg ikke kan drikke
Dit blod mere
Vi trådte sammen ud på ballonen
For at nyde den spæde Berlinske
Vintersol
Men faldt gennem hullet
Gennem det sidste dagslys
Og revnede i
Millioner af pletter