Dit tidløse ansigt

Vi vandrede på må og få Gennem gader Barske og fortvivlede Med beslutsomme miner Næsten afmagnetiserede Næsten østerskalfarvet Næsten som i begyndelsen Forbi de røde markiser Og stumper af dæmpede og Stumper af dæmpede samtaler Du vendte dit tidløse ansigt Bort og lod blikket falde På en stor bikage Fuld af ansigter og gestus Mellem skinnende bugtninger Der hang dovent fra Revnede lofter Mens din stemme Som en bajonet Angreb tidens Kedsommelige Snurren Jeg lærer aldrig at simuler TK Eller helt at fordøje et måltid En del af det forbliver indeni mig Det er derfor jeg ikke kan drikke Dit blod mere Vi trådte sammen ud på ballonen For at nyde den spæde Berlinske Vintersol Men faldt gennem hullet Gennem det sidste dagslys Og revnede i Millioner af pletter