Byge af jordklumper

Du talte sagte
og hastigt
Små eksplosioner
af lyd
som for at
stoppe de huller
mit bedrag
havde slået i
stilheden
Det var som
om jeg ventede på
en forudset
bebrejdelse skulle
bryde frem på
dine læber
Men dine ord
gik begravelsesagtigt rundt
Gik i gåsegang hen ad de
uoplyste korridorer
Gennem højloftede stuer
hvis vægge var
dækket af
støvede tæpper
fyldt med dine
Forfædrene
persiske fodtrin
Dine ord åbnede
døren til balkonen
og tændte en cigaret
Tavsheden mellem os
gik i baglås
Som et gear
der ikke vil lade
sig rokke
Lysskær fra den
anden side gaden
fra andres alt
for lykkelige liv
sprang og dansede
over muren rundt om os
Det knitrede elektrisk
ved hver bevægelse
’Vi har begge
forandret os,
Se på mig, Bars!
Jeg har mistet et øje
og nu har jeg
næsten mistet
alt for dig!’
Dine ord faldt over mig
som en byge af jordklumper
på en tom kiste
’Sig mig en gang
kvinde!
Hvor længe skal
du holde mig
fanget i dit
øjes flammende
blafrende genskær?’
Vi kunne endelig
tale sammen
Vi blev ved længe
Fyldt med fristende
hengivenhed for
det der kunne
være blevet
I små tankespindstråde
skaber vi de billeder
vi halshugger
i fællesskab
’Sig mig nu kvinde!
Hvem af os
var den største løgner?
Jeg bedrog dig
men du bedrog dig selv
Jeg ønsker ikke at
du skal blive ved
på den måde mere’
Hvor svær
vejen end kan falde
bliver man til sidst
tvunget til at affinde
sig med sandheden
At den virkelig skyldige
er vores kærlighed
En bitter medicin
vi farver rød
for at gøre det lettere
at kunne sluge den
Hvad betyder alverdens
løgne
bedrag
dårskaber
I sammenligning
med den ene sandhed
At vores kærlighed
trumfer dødens
uimodståelige logik
Som solen der hver morgen
drukner natten i sit
lysende syrebad