Byge af jordklumper

Du talte sagte og hastigt Små eksplosioner af lyd som for at stoppe de huller mit bedrag havde slået i stilheden Det var som om jeg ventede på en forudset bebrejdelse skulle bryde frem på dine læber Men dine ord gik begravelsesagtigt rundt Gik i gåsegang hen ad de uoplyste korridorer Gennem højloftede stuer hvis vægge var dækket af støvede tæpper fyldt med dine Forfædrene persiske fodtrin

Dine ord åbnede døren til balkonen og tændte en cigaret Tavsheden mellem os gik i baglås Som et gear der ikke vil lade sig rokke Lysskær fra den anden side gaden fra andres alt for lykkelige liv sprang og dansede over muren rundt om os Det knitrede elektrisk ved hver bevægelse ’Vi har begge forandret os, Se på mig, Bars! Jeg har mistet et øje og nu har jeg næsten mistet alt for dig!’ Dine ord faldt over mig som en byge af jordklumper på en tom kiste

’Sig mig en gang kvinde! Hvor længe skal du holde mig fanget i dit øjes flammende blafrende genskær?’ Vi kunne endelig tale sammen Vi blev ved længe Fyldt med fristende hengivenhed for det der kunne være blevet I små tankespindstråde skaber vi de billeder vi halshugger i fællesskab ’Sig mig nu kvinde! Hvem af os var den største løgner? Jeg bedrog dig men du bedrog dig selv Jeg ønsker ikke at du skal blive ved på den måde mere’

Hvor svær vejen end kan falde bliver man til sidst tvunget til at affinde sig med sandheden At den virkelig skyldige er vores kærlighed En bitter medicin vi farver rød for at gøre det lettere at kunne sluge den Hvad betyder alverdens løgne bedrag dårskaber I sammenligning med den ene sandhed At vores kærlighed trumfer dødens uimodståelige logik Som solen der hver morgen drukner natten i sit lysende syrebad