Andreas

Min kvinde synger med På Andreas Odbjerg Den med konfetti Hun og Andreas Har adgang til en Hemmelig kilde Af indforståede øjeblikke En slags improviserede solo fester

selv når jeg får en ny indsigt baseret på et af hendes skøre udbrud kaster hun med konfetti fordi hun har hjulpet mig og det gør hende skideglad

Jeg er da levende Er jeg ikke? Selvom jeg ikke orker At se mig selv i spejlet Af frygt for at Jeg ikke ligner Andreas I al hans skamløshed Med hans skruppelløse Selvfedme

Men jeg opdager At hvis jeg tør give slip Så er vi ikke kun udmarvende Sammen Nej! Faktisk er vi på mest På bølgelængde sammen Sammen er vi Champagne Der bare flyder

Vores forskellighed Bliver til tønder af Eksplosioner Storme af suk Kaskader af ekkoer Der støbes sammen Til et fundament Der stikker sine rødder Dybere end noget træ

Vi er et par der Består af to personer En mand og en kvinde Og vi udgør ét hele Er det ikke det Vi har lært At sådan det skal være Sådan burde det altid være

Men min kvinde er ikke mig Og vi er ikke ens Jeg kan ikke lukke Munden på hende Lige meget hvor meget Mørke jeg hælder i glasset Og hun kan ikke forløse mig Lige meget hvor mange kys Hun skænker mig

Jeg mærker kærligheden Til hende stærkest Når jeg ligger lysvågen og følger med i hendes vejrtrækning vi er en enhed min kvinde og jeg mens hun sover med halvåben mund og en lille savlende mundvig

Jeg ved at det fede ved hende Er at lige meget hvad jeg Kaster i hovedet på Hende så vil hun Klare det med bravur Og bagefter sætte Andreas på Bare fordi Bare fordi det føles så Skide godt At komme tilbage At være velkommen tilbage