Andreas

Min kvinde synger med
På Andreas Odbjerg
Den med konfetti
Hun og Andreas
Har adgang til en
Hemmelig kilde
Af indforståede øjeblikke
En slags improviserede
solo fester
selv når jeg får en ny
indsigt baseret på
et af hendes
skøre udbrud
kaster hun med konfetti
fordi hun har hjulpet
mig og det gør
hende skideglad
Jeg er da levende
Er jeg ikke?
Selvom jeg ikke orker
At se mig selv i spejlet
Af frygt for at
Jeg ikke ligner
Andreas
I al hans skamløshed
Med hans skruppelløse
Selvfedme
Men jeg opdager
At hvis jeg tør give slip
Så er vi ikke kun udmarvende
Sammen
Nej!
Faktisk er vi på mest
På bølgelængde sammen
Sammen er vi Champagne
Der bare flyder
Vores forskellighed
Bliver til tønder af
Eksplosioner
Storme af suk
Kaskader af ekkoer
Der støbes sammen
Til et fundament
Der stikker sine rødder
Dybere end noget træ
Vi er et par der
Består af to personer
En mand og en kvinde
Og vi udgør ét hele
Er det ikke det
Vi har lært
At sådan det skal være
Sådan burde det altid være
Men min kvinde er ikke mig
Og vi er ikke ens
Jeg kan ikke lukke
Munden på hende
Lige meget hvor meget
Mørke jeg hælder i glasset
Og hun kan ikke forløse mig
Lige meget hvor mange kys
Hun skænker mig
Jeg mærker kærligheden
Til hende stærkest
Når jeg ligger lysvågen
og følger med i hendes
vejrtrækning
vi er en enhed
min kvinde og jeg
mens hun sover
med halvåben mund
og en lille savlende mundvig
Jeg ved at det fede ved hende
Er at lige meget hvad jeg
Kaster i hovedet på
Hende så vil hun
Klare det med bravur
Og bagefter sætte
Andreas på
Bare fordi
Bare fordi det føles så
Skide godt
At komme tilbage
At være velkommen
tilbage