Toll House

Spiller et huskespil
Fyldt med blanke brikker
Dufter mig frem
Hælder vin på dem
Slikker på kanterne
Når jeg kniber øjnene i
Skimter jeg deres
Forudsætningsløshed
At tænke på dem
Pynter på dem
Så kan jeg gøre
dem blodtørstige
Det er altså enkelt
Når de ikke stirrer igen
Så åbner man blot
Et vindue og tænker
Ikke på den anden side
Tænker ikke på hvor
Mislykket alting ville blive
Hvis blot et enkelt sæt
gik op

Køber hele tiden nye brikker
Nænner ikke skille mig af
Med de halve plettedestumper
Næsten blankpolerede af mine
Irrelevant selvynkende
Tårer, det er som
om reglerne
Hele tiden bliver lavet om
Således man
hovedkulds falder fra
Sig selv og ind i et
Hinanden fra starten
Forstyrret af en rastløshed
Der er uundgåeligt leder
Til at brikkerne ændrer
Form således at vi
Kan skabe en falsk tryghed
På trods af os selv
Og gøre noget vi ved er
forkert
Vi kan vende igen eller
Kaster os ud i et umuligt
Forhold

Noget næsten kronisk
Og krævende
Til vi har fyldt middagsbordet
I spisestuen med begivenheder
Intet menneskeligt øje kunne
Fange eller have lyst til
At spise så kun en rysten
På hovedet låner sig til
Et umuligt i morgen
Mit huskespil handler ikke om
Minder eller om at huske
Men om at krybe uden om
Om et krydsforhør uden ord
I sidste ende nægter jeg
At stjæle fremtid ud af
Nogens tvivlende hånd
Så ville jeg lade dem stjæle
Min egen fremtid med i et umuligt
Forsøg på at trylle noget
Frem som aldrig var muligt
Det er et skændigt spil
At skændes med blanke brikker