Selvforglemmelsens
glas klare øjeblikke
sorte pletter for øjnene
mens mit ego fordufter

En dag vil du vågne
op af din søvn
hulkende af latter

Le til det gør ondt
og lade det gøre ondt
til du ler

Op på bremsen
stå på den
tramp i den
det er lige meget

din vej er alligevel
spærret

Mens sødmen den dulmer
før nøglen den åbner

I dette nu hvor vi elsker
så ømt

I dette nu før alt det
der skal ske
sker fordi sådan er det jo bare

Dette er vejen
vi må tage

Uden hensyntagen til
om vi måske
sårer hinanden

Det havde været
overskyet alt for
længe da du ankom
sent på eftermiddagen

og selvom mørket
faldt tidligt på
fulgte mine øjne
dine skridt