34
Godmorgen BARS, jeg synes, date to var væsentlig bedre end date et, jeg syntes, du var irriterende, og jeg syntes du tromlede mig, men du rørte mig faktisk også lidt for første gang IRL, og det er det, der betyder noget for mig, jeg gider simpelthen ikke lave lister og opstille mål og vilkår, for de betyder alligevel ikke en skid, når først man falder, måske vil jeg se anderledes på det, når jeg har slidt mig igennem 400 kedsommelige dates, der ikke har ført til noget, men lige nu, BARS, er jeg faktisk ikke sikker på, at de her dates behøver at føre til noget, eller at jeg overhovedet vil have et traditionelt parforhold, og lige præcis her får vi nok svært ved at mødes, for du er jo helt, helt tydelig med hvad du vil have og ikke have, jeg er hende den vankelmodige der ser noget interessant og positivt i de fleste, og som BARS ikke talte specielt pænt om, i mine øjne er der dog også nogle ting, du ikke har gjort op med dig selv, nemlig: vil du vælges eller vil du elskes, vil du have 'appreciation' eller 'love', skal jeg vælge dig, fordi du er en cool og interessant fyr, eller skal jeg falde for dig, selvom jeg synes, du er helt forkert.