Drømmer mig vej de kalder det livet

mindes pludseligt i rette øjeblik at se op

i et passende tonefald himlen ensartet dyster for os begge

vi søger tilflugt fra solens blindgyder

vores hud dækket af en kæmpesky

du holder ikke op med at grine bag din regntætte gule frakke

fordi jeg holder fast ved noget der engang vedrørte os noget du påstår er ældgamle bekymringer

du længes nu efter at jeg forlader dem før du tvinges til forlade mig

vores kroppe hopper mellem bygningsfacaderne nogle gange blege og døende svøbt i nattens hylster

og når solen giver sig