Bagud

jeg er hele tiden bagud
Giv mig lige en forlomme, vil du ikke?
En fremmed dame sagde til mig
Hvorfor er du så vred, TK?
Hvorfor har du tit travlt med at dømme?
Er du ikke bare som alle os andre?
Hvorfor skal du altid snakke om storhed?
Om Napoleon og McCartney
Hvorfor tror du at netop du kan forudsige
Hvad der bliver husket og hvad der bliver glemt?
At vi ikke alle født med den samme mængde lys
Og dør vi ikke med det samme lille knald?
Nej dame!
Jeg bærer Bukowski
På min arm
fordi hans offer var større
Ikke fordi hans smerte var dybere
Men fordi han tog sig tid fra lidelsen
Til at skrive den ud gennem pennen
Så alle andre kunne høre
Det gør en forskel om man gemmer sig
Bagved et stakit i Korsør i
Skyggen fra sin PFA pension og Ikea køkken
Eller om man nøgen tør vidne i skranken
Den store skranke som ingen kan se kanten på
Læste forleden om at Nick Cave fortrød
At han havde siddet i sit studerekammeret
Og spejlet sig i sit eget geni i 20 år
Frem for at bruge sin tid på sin fire børn
Hvor af to sønner nu er døde
Men om 500 år husk ingen Nick Caves børn
Men måske husker de hans musik
Måske husker de den på grund af hans geni
Måske er jeg kun bagud fordi jeg lod mig overrumple af fire børn
Måske skal jeg også skulle overgive mig til mit
Geni
Som Napoleon og Paul gjorde i en tidligere alder
Måske er det ikke så farligt at være speciel
Hvis bare man husker at give tilbage
Så længe det man efterlader sig er en triumfbue
Som en slags iskerne af håb
Som langsomt smelter fremad
Jeg er bagud
Men kun på point
Det kræver jo kun 1 minut
At blive udødelig
Tro mig jeg når det nok!
Selv uden forlomme
Min vrede skal nok bære mig hjem