Vindstille kusse

Som snylteren i mit
Blod
I min sjæl
Løber du på skrømt
panden mod det polerede
træ i min oprømthed
Hoved der dunker
Blod der pibler
Op af en stejl skråning
Veltalende pinjetræer
Der slynger sig om
Eftermiddage nær din
Vindstille kusse
Snylteren finder min
Affaldsspand
Snyder den åben
Brænder den af
Min krop opløses
Oplæses langsomt
Min fortids mørke strand
Mærker dine snyltende
Fordsåler der primitivt
Hypnotiserer sandkornene
Der forvandler slutningen
Til en sort-hvid
Solnedgang
14/7-18