Det havde været overskyet alt for længe da du ankom sent på eftermiddagen

og selvom mørket faldt tidligt på fulgte mine øjne dine skridt

langs havnefrontens stenede negl

Din lethed skræmte mig mere end noget andet

Din latter lyste af skælmsk fryd

Og du viskede i mit øre: tålmodighed Bars

Brandvarm kaldte du mig

Du kunne ikke følge mig ned i essen men du kunne ikke slippe mig

Dit sind fyldte med tavst begær i det mindste for mit indre øje

Din mund raslede med nøglerne

Til helligdommen mellem dine ben

Somme tider begravede en vandreklit helligdommen

Men på andre dage blev en profeti pludseligt åbenbaret

Indtil en lille bitte kakkelovnsild

Det regnede stadigvæk næste formiddag

Og tiden til forsoning væltede ned om ørerne på os

Alligevel så vi kun dovent næsten åndsfraværende til fra en sofa der ikke var bred nok til os begge

Du bad om mere tid jeg bad om forløsning

Og sammen kunne vi kun mønstre nok energi til at kravle ultra langsomt fremad