Digte i mol · 2016

Tavshed

Tavshed
Min tavshed startede med
Sofabordet
På hvis brune kakler
Brændte mine
Forældres manglende
Ord
Tavsheden
Var mest larmende
I krogene
Mens korteletterne
Og de benløsefugle
Krampagtigt
Sank ned og ned
Gennem min
Krop
Så tavst at jeg
Ikke kunne synke
Som en klump
Brusk fra min
Mors tavse
Stemmebånd
Tavsheden var der
Bare
Uendeligt langtids
Parkeret
30 cm fra
Kantstenen
Hvor mine
legetøjsbiler
Stod
Tavsheden
Klæbende sig
til min fars
Tavse ryg
Min øjne
Fikserede
I cykelstolen
Mens en stumfilm
Udspillede sig
Selv ikke farver
Var vi forundt
Det var godt det samme
For i tavsheden
Bevægede
Læberne sig
Lydløst
Næsten elegant
Upåvirkede af
Lydbølgernes
Kaotiske
Kontaktflader
Mod min hud
Tavsheden var vores
Ven
En uendelig mur
Af arvæv og
Stribede Sårskorper
Hvis bare vi
Også havde været
Blinde
Gid vores øjnes
Åbninger havde været
Spartlet til
Så de ikke kunne
Se tavsheden
Ikke efterladt os
Til at fortolke
På eget ansvar
Det som ikke
Kunne nåes
Istedet var der
Kun tavsheden
Mellem os
I lædersofaen
Mens Bjørn Borg
Igen og igen
Hårdt og forpint
Slog det vi
Ikke kunne sige
Retur
20/8-18

§ Del arket

Facebook Gem kortet

Kortet er til Instagram — gem det og læg det op med linket i din bio.

TK // LIVE
Læs Se