Stumt stak ting

Der stod vi I køen En slange række af Mennesker Med tomme blikke og Læder stroppe Spændt om kroppen Min mave var bar og Din hånd i min Var varm og forventningsfuld

Manifest skulle være En Folke sexfest En fejring af seksuel Frigørelse og mod Vi kunne forestille Os glitter og velour Vi kunne drømme om Kroppe pakket ind I skygger Øjne bag masker Der indbød os til At se dybere

Hvad mødte os Var en lagerhal i Glostrup En karavane på Vej mod gedemarked En alt for tidlig julefrokost Iklædt alt for Lidt tøj

Mennesker der minglede Mellem andre Mennesker Bumpede tavst ind i Næsten nøgne kroppe Mens de så på andre Mennesker Der slog på hinanden Eller stumt stak ting op i hinanden

Det var som En kunstudstilling Med levende modeller Men uden et objekt til At give kunstværket liv Uden en kunstner til at Sætte rammen Og uden et øje Til at se og fordøje Fordi vi alle var ufrivillige Statister i et stykke Ingen af os forstod

Vi to forstod kun At det der betød noget Var båndet mellem os Vores tunger fandt Igen og igen Et varmt mål En sikker havn Midt i al neonlyset Vi søgte efter Et levende blik Nogen der var til stede Men alle var midt i At optage deres Egen private film

Vi lagde os i mørket Blandt andre kroppe Og var helt alene De kunne lige så Godt have været Skabt af vores Fantasi Pikke blev suttet Og fisser blev slikket Men intet nyt liv Blev skabt Ingen ægte nye forbindelser Kun gentagelser af Det folk havde med Sig da de trådte ind

Din krop i fiskenettet Stod helt skarpt Mens rummet Flimrede forbi På en gudsjammerlig Sjofel måde Jeg delte ud af mine Sidste løgne Til min lille Pose løgne Var tom

Du lod mig tale Dem ud i rummet Holdt mig mens jeg Skriftede de sidste Befængte hemmeligheder Du roste mig endda Til jeg fik Solpletter i øjnene

Og lige der forvandlede din Tillid i mig Mit indre barn Der elskede at tænde Ild og slukke ild Sig til en mand der For første gang forstod Værdien af at Være sandfærdig

At sandheden kunne sætte Mig fri Og åbne døren til at Blive set Set og rørt Som den jeg var og ikke Den jeg så desperat havde Forsøgt at lade som om Jeg var Selv overfor min Elskede der havde Givet mig sit hjerte Og stolet på mig Fra første færd

Lige der trængte dine Stråler Ind og opløste noget Mørkt Lige der mellem Kopulerende par Der parrede sig Ind i glemslen En frysedisk blev Slukket Måske for altid Og en stille tøen Kunne begyndt Dybt inde i mit Fastfrosne sjæl

Vi tog hjem Og fandt den Liderlighed I dobbeltsengen Som vi havde Savnet så inderligt På betongulvet

I timevis Lod vi os Overvælde af Den flamme Vi sammen skabte Med vores porøse kroppe Og vi tænkte på hvor simpelt dog livet kan være