Som en flænge i tiden

Som en flænge i tiden
Kredser min Hydra uden på
Huden, Durkdrevne egoister
Gemmer sig bag sandsække
Med livet gemt bag gyldne
fingerringe, Hyldet og hadet,
mærker de Hydra gennem Sandet.
Og Alt det der var ædelt er borte
Et refugium uden vinduer
Skimtes bag stjernernes skygger
Knap er apatien i deres hjerter
Og drømmene griber om sig
Men uvijen til at gå i hartkorn
Med egoisterne får mig til at
Vride min hybris helt op
Og med hæmningsløshed
Fordrive evigheden ind i
Det drama jeg aldrig billigede
Som kun fik mig til at glemme
Hvor meget jeg elskede dig