SelvleDE

Selvlede, min ven
Er en kampsport,
Lidt som stegtflæsk
Er en nationalret,
Eller fugle i bur
Rimer på røntgenbillede,
Selv lede er den tørre
Juli vind der strømmer
Ind uden man
beder om det
Og fylder alle nakkefolder
Med scanninger,
Man tror man kan
Blive klogere på det
Den forsøger
at lære en
Mens du snorker i mørket,
Men det er som at blive
Klog på sne der falder
I mørket,
Du kan godt nok
mærke de enkelte
Krystaller der bliver
ved og
Ved med at brænde
sig ind
I dit tomme søvnløse sind,
Men lidt som benløsefugle
Både er en ret
Og en metafor
Der rimer på mor,
Er selv lede en
Kampsport, min ven,
Fordi du altid kan
synke dybere
Og godtgøre
For dig selv
Hvorfor du ligger
Nøgen i regnen
På en skråning
Strunk og skrællet
Tættere på en
Retsmediciner end
En riddersal,
Mens den indre
svinehund
Fylder endnu en kolbe
Med malurt fra
Bitterpikken,
Slukkende sin
Uendelige tørst
På din lemlæstede
Samvittigheds
Kolde
Gløder,
I nærkampe
Er barmhjertighed
Det slukkede lys
Men selv lede
Lyser i mørket,
Min ven
Og spreder sig
Med uformindsket
Kraft i alle levedygtige
retninger,
Livslang selv lede
Er lige som tungsind
Uden solopgang
Som en tvangstanke
Uden en fiks ide,
Som dette digt
Uden en læser,
Som bodsgang
Uden tilgivelse,
Selvlede ætser sig
Ind i marv og ben
Savler ud over
Dit tomme selv
Billede
Og laver bitte bitte
små
Riller i dit åndedræt
Kun du selv kan
Høre,
Udmattet falder du
Om mens blodet
Fosser og selv leden
Vasker op
4/6-2019