Når roen sænker sig, mellem dag og nat

Når roen sænker sig, mellem dag og nat,
Og luften ligger klar og mat
Da ligger kærlighedens mosaik
Under fingerne gemt
Motiver af glemte kys,
Salten fra din tunge, spids
Og rød, sniger sig på tværs,
Af bløde sten, varme i dit fravær
Pollen kranse i et åbent vindue,
Skænkede af nattens fyrstinde,
Daler vigtigt, håbløst ned,
Gennem lysets genskær i dine øjne
Væden fra dine gråmælerede
Tånegle, håbløst gastriske
Fastfrosne billeder,
Tumler op, evigt op, aldrig ned
Briller på afveje, fraktions frie
Fraktaler, former typiske
Cirkulære mønstre, mønstre af
Slippende meninger i sten
På gulvets stærke svar,
Skriver vi forløsningens
yderst ubehageligt drillende
Spørgmål