Malstrøm

I kimen af mine gyldne tåre,
opsøges du af banale tanker,
traver vileløst rundt, fyldt af dig,
din vante, din hud, jeg skyr mig selv
et atlas ligger åbent, prikker definerer,
skæbnesvangre muligheder,
ubalancer, som kun mangler en gnist,
for at sende mig , retur til dig
Den kolde nat forbliver glinsende,
Et krat bag dine øjne, fortæller
Om tvivlen, som æder sig vej,
Gennem dit hjerterum
Som et svært tilgængeligt bjerg,
Langt ude i et overgivent
reservat, uden lommer eller ørken,
gennem hvilken kun du kender vejen
Venter du , som den enlige celle,
den ubefrugtede, i sit hi, gemt
på sofaen, bag din skærm,
til skumringen trækker mig ind
Tusmørkets tusind øjne, sneens
Kolde tomme forbandelser, dækker
Havet, og den drivis, som afholder
Vores livs linjer i at glide sammen
På husmuren, uden for dit vindue,
Dukker min skygge op, insisterende,
Lydløst skælvende, gribende den
grusomme sandhed, at du er min
malstrøm