Llambías-pastichen 9

Jeg er en meget heldig mand, så hvorfor
Føler jeg mig ikke synderligt heldig,
En del af mig ville ønske, at
jeg smadrede min krop, på en

spektakulær måde, som efterlod mig
I spektakulær meget smerte, en smerte der
Næsten automatiske ville kaste en skygge
Af mening ud over mit dunkle liv, et liv

Levet med sammen knebne øjne
Og hænderne i lommerne, mens jeg
Søvngænger agtigt bevæger mig gennem
Et liv jeg knapt kan mærke eller holde ud,
Jeg er i den grad en meget heldig mand,
Og jeg føler heldigvis intet held