Lauerbær, hvem tør hvile

Lauerbær, hvem tør hvile
På lauerbær,
Hvem kan fange livet, gennem
Stregerne på en blok?
Kolde streger, der som trapper,
Driver ned fra en fortid
Vi ikke kan fange, eller
rumme, uden at fortabe os
Alt for sjældent, mærker
Vi frihedens smerte,
Den sødmefulde dåb,
Når drivankeret giver lods
For sandheden er, at uden
Bevægelse mærker vi ikke
Lænkerne, frihedens svøbe,
Som sælger os falsk tryghed
Vi glemmer, vi taber,
Os er fortiden ikke forundt,
Vi haster væk, bort fra det
Sted vi kom fra , uden mål
Slebne kys, på bagkanten
Af en Nissan, udvekslede
Blikke i udkanten af vores
Gamle liv, trods sniger sig på
Kastevinden slipper sit tag i
Vores korte hår, lader os
vaklende erkende hvor lidt
Vi ved, og hvor meget vi har at tabe