Kys til Emil

tre prikker på
en kæmpeisterning
de stritter
lige op i mit fjæs

kan man være glad for
mennesker når man
er misantrop?

kan man skrive håbefulde
digte uden at tage fri
fra arbejde

ikke hvis man er
Emil Salzer

Gud vide hvordan jeg kunne
manipulere ham til at
skrive noget håbefuldt

skal jeg lægge mig
som isblå iskrystaller
på hans selviscenesættelse

isolere hans ensomhed
Eller give ham irrumatio
under bordet til et af
hans menighedsrådsmøder

bide og hapse
svømme ind i ham
og igennem ham

som sendebud med
livsaglige lykkebudskaber
fra en skønnere virkelighed

svanse ind
glide skyggeagtigt ud

få ham til at spørge
fremfor at svare
få ham til at så
fremfor at høste

lade ham smutte om
bag de bokstaver
han bruger som forsvar

få ham til at gennembryde
virkelighedens hinde
og slippe sig selv fri

slippe vrede fri
som jeg slipper min fri
Hver dag

se nu danser vi
vi behøver ikke længere
at strides Emil

jeg ved godt du stræber
jeg stræber også!

men stræb efter kærligheden!

ikke gennem en masse ikke’er

jeg slikker sgu din navle til
du giver efter

og fortæller mig den første
ting du oprigtigt føler
glæde ved

bare kald det voksen mobning
kald mig navne mens jeg
hygge troller dig

vil du med mig ud i solen, Emil
eller forblive i dit kliniske kloster
resten af dit liv?

Dine øjne har guldimund
lige så strenge som de er
følsomme

kvinder er ikke dine fjender