kaster et øje ud

kaster et øje ud Over en verden der Atter står på nippet Til at stå i brand Jeg åbner mine øjne Og tvivler på Jeg kan se meget Længere end Til dueflokken der Bor på min altan

fyldes af lige dele medlidenhed og ligegyldighed mens jeg har mere travlt med opdigtede scener og figurer end med den ægte levede lidelse på min skærm så længe den ikke får fodfæste på denne side at Middelhavet eller på min altan

Det er så nemt Så overraskende nemt at se bort fra mine egne løgne disse dystre moraliserende livsløgne som forfølger mig napper helt ind i drømmene hvor de klasker mig som den fede spyflue på verdens miserable røv jeg faktisk er

kaster mig frådende over eksempler på andres ondskab og inkonsistens historien og medierne bugner i overflod kunstneren må gribe hver eneste stump vind studerer dem med lup fra toppen af min mentale bur forklæder min svaghed som nysgerrighed og min grusomhed som sentimentalitet

skriver noter dagen lang noter jeg gemmer og glemmer lige så hurtigt jeg kan mens verden langsomt rører på sig som en doven slange og vi glider alle ind i hinanden ligesom alle sprog og sekter og racer udviskes vi til sidste i solen

de symboliserer os alle og på sær vis holder de uroligt vagt over os så vi ikke bliver en enægget organisme det er prisen for vores individualitet

og derfor flammerne igen og igen tændes bliver nød til at brænde alting ned husk at uden flammerne ville alting stivne i urokkelige overbevisninger

nogle gange tvivler jeg reelt på min egen eksistens men der findes ingen virkelighed kun materie og vi er materiens sande stemme hvad betyder en epoke eller en super nova hvis vi ikke er der til at huske det så åben øjnene og husk universet indtil flammerne genbruger dig på tidens alter