kaster et øje ud

kaster et øje ud
Over en verden der
Atter står på nippet
Til at stå i brand
Jeg åbner mine øjne
Og tvivler på
Jeg kan se meget
Længere end
Til dueflokken der
Bor på min altan
fyldes af lige dele
medlidenhed og ligegyldighed
mens jeg har mere travlt med
opdigtede scener og figurer
end med den ægte levede
lidelse på min skærm
så længe den ikke får
fodfæste på denne side
at Middelhavet eller
på min altan
Det er så nemt
Så overraskende nemt at
se bort fra mine
egne løgne
disse dystre moraliserende
livsløgne
som forfølger mig
napper helt ind i drømmene
hvor de klasker mig
som den fede spyflue på
verdens miserable røv
jeg faktisk er
kaster mig frådende
over eksempler
på andres ondskab
og inkonsistens
historien og medierne
bugner i overflod
kunstneren må gribe
hver eneste stump vind
studerer dem med lup
fra toppen af min mentale bur
forklæder min svaghed
som nysgerrighed
og min grusomhed som
sentimentalitet
skriver noter dagen lang
noter jeg gemmer og glemmer
lige så hurtigt jeg kan
mens verden langsomt rører
på sig
som en doven slange
og vi glider alle
ind i hinanden
ligesom alle sprog
og sekter og racer
udviskes vi til sidste
i solen
de symboliserer os
alle
og på sær vis
holder de uroligt
vagt over
os så vi ikke
bliver en enægget
organisme
det er prisen for
vores individualitet
og derfor flammerne
igen og igen tændes
bliver nød til at brænde
alting ned
husk at
uden flammerne
ville alting
stivne
i urokkelige
overbevisninger
nogle gange
tvivler jeg reelt
på min egen eksistens
men der findes ingen
virkelighed
kun materie
og vi er materiens
sande stemme
hvad betyder en epoke
eller en super nova
hvis vi ikke er der til at
huske det
så åben øjnene
og husk universet
indtil flammerne
genbruger dig
på tidens alter