Jernkarme

Jeg var 46 år den dag politiet kom efter mig det skete helt stille og roligt og de eneste der var chokerede over begivenhedernes gang derefter var samtlige de mennesker jeg havde mødt indtil den dag måske mine ludere undtaget de havde nok regnet med det det var en brat opvågnen men jeg havde mentalt forberedt mig på dette øjeblik siden jeg krydsede mit alfonseri Rubicon fem år tidligere nu var der kun at spille spillet til ende jeg fandt hurtigt ud at isolation bekom mig godt jeg fik endda skriveredskaber og gik straks i gang med at skrive undskyldnings forklarings breve til mine børn og deres mødre

det skyldte jeg dem trods alt jeg husker tydeligt hvor lidt alle mine ejendele betød for mig det fyldte mig med glæde at jeg rent faktisk ikke var afhængig af mine ting men et sted indeni mig følte jeg også en naturlig utryghed ved hele situationen de første mange dage sov jeg meget dårligt og vågnede tidligt ved at døre hamrede mod jernkarme.