Jernkarme

Jeg var 46 år
den dag politiet kom
efter mig
det skete helt stille
og roligt
og de eneste der var chokerede
over begivenhedernes gang derefter
var samtlige de mennesker
jeg havde mødt indtil den dag
måske mine ludere undtaget
de havde nok regnet med det
det var en brat opvågnen
men jeg havde mentalt forberedt
mig på dette øjeblik siden
jeg krydsede mit alfonseri Rubicon
fem år tidligere
nu var der kun at spille
spillet til ende
jeg fandt hurtigt ud
at isolation bekom mig godt
jeg fik endda skriveredskaber
og gik straks i gang med
at skrive undskyldnings
forklarings breve til mine børn
og deres mødre
det skyldte jeg dem trods alt
jeg husker tydeligt hvor lidt
alle mine ejendele betød for mig
det fyldte mig med glæde
at jeg rent faktisk ikke var afhængig af mine ting
men et sted indeni mig
følte jeg også en naturlig utryghed
ved hele situationen
de første mange dage
sov jeg meget dårligt
og vågnede tidligt ved at døre
hamrede mod jernkarme.