Jeg bærer på en byrde som

Jeg bærer på en byrde som
Ikke er min

Den gennemsyrer alt
Jeg er

Fra det letteste åndedræt
Til de tungeste trin

Byrden er min arv
Min eneste arv

Givet ikke i kærlighed
Men i ligegyldighed

Nærmest henkastet
Min mor var dagligdags
Narcissist
En snobbet dameblads
En af slagsen

Typen der kun smilede
Når hun fik sin vilje
Og aldrig når jeg
Udskammede hende

Hvilket var ofte
Så klog som jeg var
Gemte jeg mig uden
For husets fire vægge

Jeg gemte mig i byen
Og i skoven og på
Kronborgsvolde

Jeg tilpassede mig
En virkelighed hvor
Min far gemte sig lige
Så meget som jeg

Min følsomme
Farvestrålende
Forsumpede far

Min far som var
Min helt og en evig
Gåde fordi han aldrig
Rigtigt lod mig komme
Ind på livet af sig

Min far der byggede
Ting i pap til mig
Da jeg var lille
Færger og borge

Og fortalte mig
Om ridderne om
Det runde bord
Og mytologiske
Figurer som
Min farfar der havde
Fløjet over Normandiet
Den 6 juni
Og næsten egenhændigt
Sænket et italiensk
Krigssskib

Sådan var min far
Han var altid mest
I sine legender

Og aldrig med sin søn
Eller sin kone
Som han havde jagtet
Næsten stalket
Hele vejen fra London
Og over Nordsøen

Min far den undvigende
Hustyran og eksilerede
Englænder der kun
Lærte at tale dansk
Som en perker

Så det var det andre så
Mig som

Søn af en fremmedarbejder
Vi gemte os for hinanden

Men mest gemte vi os
For min mor

Den ulykke mor til
En søn hun ikke ville have
Med en mand hun ikke
Vil have

Min mor der var datter
Af en kvinde
Hun aldrig kunne
Gøre tilfreds

Min mor der lærte at
Gemme sig fra
Min far ved at

Pakke sin flotte
Figur væk i
Tunge danske
Deller

Min mor der så
På mig og så
Alt for forbistret
Meget af min far

Så meget at jo mere
Hun lærte at afsky
Min far jo mere
Lærte hun at afsky
Mig

Men på en stille
Ukonfronterende
Måde

Hun holdt hus
Hun købte ind
Hun lavede mad
Hun arbejdede i
Sygesikringen Danmark
I 37 år
Hun fulgte en skjult
Kontrakt med skæbnen
Om at være en god
Lille kone som min
Mormor også havde
Været

Men min mor
Blev syg af det
Blev syg af at føde mig
Syg af at føde en uønsket baby

På billederne fra min
Barnedåb kan man tydeligt
Se hendes slukkede
Øjne

Se hendes stille desperation
Mens alle andre
Hylder babyen på
Hendes arm

Fælden klappede i
Og der var intet
Tilbage til mig
I den ligning

Ingen så hendes
Smerte
Hun havde ingen
Forbundsfælle i vores
Lille kasse

Min far var ikke woke
Han var ikke feminist

Hans øjne drømte
Om sin fars heltedåd
I gennemhullede
Flyvende maskiner
Over et brændende Europa

Ikke beskidt vasketøj
Ikke om en kvinde i knæ

Han var englænder
Og meget langt
Hjemmefra

Hans sind boede
Aldrig helt
I vores villalejlighed

Han forsvandt
Ind i sine
Ubrugelige mønstre
Siddende ved
Spisebordet
Ind i sine
Firkanter
Der endte blindt
I åbne halvcirkler

Han forsvandt
Og dukkede op
Fuld på trappen
For fuld til at finde
Døren ind
Til os

Min far var en stor
Skuffelse
Mest af alt for sig selv

Han var Mike
The Psyche
Der gemte sig
I mørket på
Det bløde bodega sæde

Han dukkede
Altid op
For sent
Med lommerne
Fulde af grus
For sent til at
Passe på
Sin kone og sit barn

Så en dag
Brød min mor ud
Blomsterne
Var endnu våde
På min mormors
grav
Og min far
Ja han
Brød sammen

I sidste ende mistede
Han det hele
Og døde uden at
Vide hvorfor han
Havde levet

Min mor var aldrig
Igen i tvivl
Men hun så sig aldrig
Tilbage
Så aldrig tilbage
Efter den søn
Hun havde avlet og forsaget

At sørge en mistet
Barndom
Er også at sørge
Sammen med
De forældre
De to mennesker
Der ikke vidste bedre

Ikke bevidst
Tilbageholdt
Deres livgivende
Kærlighed fra det barn
Deres køn tilfældigt
Havde bragt dem
Til deling

De forældre der
Følte sig lige
Så fanget som
En brudebuket
Under en glasklokke

At sørge indebærer
Også at brække
De tangenter af
Som ikke længere
Skal spilles på
Mine forældres
Rådne træ
Som de ikke selv
Magtede at skille sig
Af med og som jeg
Har måtte spille
På lige siden

I stedet nøjes
Jeg med de røde
Også selvom de
Spiller falsk
Fordi i det mindste
Spiller de
Kun min melodi