J eg vil gerne være fri

Jeg vil gerne være fri

Det er den løgn jeg gentager

Jeg bliver snart fri!

Men fri fra hvad og hvem?

Og fri til hvor?

Kødet hvor kæderne er

Fastgjort gnaver så fortryllende

Udkant

er en fin

Metafor hvor langt

Jeg er kommet og hvor

Umulig fjern både

Friheden og du syntes

Dine tre digte kredser

Alle om vores forholds

Indbyggede modhager

Som vi med al kraft

Begge forsøgte at rive

Os fri fra og i stedet

Endte med at sidde ved

Kanten af et kæmpemæssigt

Hul blot på hver

sin side

At læse dine digte om mig

Udgivet sort på hvidt

Får mig til at genoptage den

Vane du er blevet for mig

Mit ansigt fyldes med sørgmodighed

Derpå melankoli og til sidst

Af konstant vemod

Et vemod forenet med

Desillusionering

Med håbløshed

En hel aften kæmper

Jeg med mit sinds

Forsøg på at

få mig

Til at kontakte dig

Skriv et brev

Send

Udkant

retur

Med et tillykke!

Klip din underkæbe af

Som et tegn på hengivenhed

Køb den fine bronze

Figur du så på

hundrede

Gange på Gl. Kongevej

Og pak det hele sammen

Så skal du se

Så bliver alting godt

Så tilgiver hun dig

Så opdager du hvor meget

Hun har savnet dig

Gør

det!

Gør det!

Ellers fortryder du

For resten af dit liv!

Som en kanyle i

indvoldene

Hører jeg dig le fra

Den anden side af vores

Falmede krater

Troede du virkeligt

At jeg ville lade

Dig slippe så let?

Troede du at du

Kunne blive fri fra mig?

Lige meget hvor langt

Du løber så finder

Jeg dig lille dronte!

Men der sidder jeg

Helt alene og du er

Hverken under bordet

Eller en lyd som

Buldr

ende og rystende

Holder mig vågen

Her er helt stille

Og det i stilheden

At mit sind

skaber dig

Jeg har brug for at

Skabe dig om og om

igen

De tre digte i Udkant

Er 2 år gamle og den

Dig der skrev dem findes

Ikke mere

Jeg håber du skriver mere

At du lykkes fordi

Min kærlighed for dig

Kan rejse hinsides lysets

Og rummets grænser

Jeg ved godt at jeg

aldrig

Vil se dig igen

At lige meget hvor meget

Jeg drømmer om dig

Så vil jeg aldrig vågne

Op ved din side igen

Jeg vil gerne være fri

Fri fra den løgn vi var

Den løgn

som jeg hver morgen

Skaber fordi en dag

Uden ville betyde en dag alene

Med mig selv

Hvis jeg

satte mig selv fri

Fra det

spøgelse

du er

Og endegyldigt klippede

Dine rådnede tænder

over

Hvad ville der så være tilbage?

Hvorfor knytter jeg igen og igen

Næverne og hamrer løs

Mens verden

Vores verden flagrer

Bort båret af en

Hul snorkens sidste vinger

Hinsides alt håb om

G

enopstandelsen

Jeg må kunne lide lidelsen

Måske fordi du var min

Sidste sikre havn

Den sidste gang jeg

Turde

Ligge til anker

Du var den sidste gan

g jeg

Stolede blindt på

Jeg sidder fast fordi

Jeg blev født med en

Emotionel klumpfod

Som har gjort mig både

Lumsk og lusket

Men min sult blev for

Meget og jeg gav efter

I dit selskab og spise

Af din hånd

Det paradoksale er

At du var lige så forvirret

Over mig som jeg var over dig

Vi var to

kloakarbejdere

Stavrende frem til tonerne

Af

hysteriske

kærligheds

Salmer sunget på et sprog

Ingen af os mestrede til fulde

Der ser jeg os i dine digte

Og i mine drømme

, lidt endnu

Jeg håber at du er mere fri

Fra mig end jeg er af dig

Jeg håber du nyder

kødets lyster

Uden alle de kroge du anklagede

Mig for at sætte i dig

Jeg håber du mindes

os

Blidt

Skamløst glitrende

Men voldsomt overvældende

Levende