Hverdagens ubamhjertige glid

Hverdagens ubamhjertige glid,
Dens glasklare råb om vished,
Tåbernes sange på bænken,
Der blandes med androgyne smil
Linjerne som via dine fregner
Danser på kanten af det mulige,
I slipstømmen vrider, dit hår sig
Fri, måske for første gang.
I skyggerne mødes vi, drages vi,
Som effekten af vores handlinger,
Som krusningerne på en skæbne,
Vi ikke kan forlig os med.
I stilheden af vores rum, bag vores
Ukomplicerede smil, griner verden,
Til os, om os, mens solen skære os fri,
Fri fra praktiske mål og håb
Ord som blandes, som honningklare
Spor i vejen, spor vi ikke vil læse,
Som leder os bort og ind,
Mens vi venter på at øjeblikket skal forgå