Holder vejret

Holder vejret
Forsøger at presse
Fortiden ud

Fortiden med dig
Er noget fysisk i mig
En stædigt dunkende
Erindring i min hjernebark

Et morads af forstummede
I sig selv ubetydelige
Hændelser
Som via centrifugalkræfter
Bliver ved med at udspille
Sig i mit blod

Et åbent og saftigt landskab
Der flimrer forbi
Lige uden for rækkevidde
Af mine ømme fingerspidser

Puster ud
Og suger din varme
Ånde ind

Vi stirrer på hinanden
Afstanden mellem os
Forekommer enorm
Vores hamrende hjerter
Dækker over en ængstelig lytten
Og med ét syntes
Min krop som en rustning
Kold og hård
Der dækker over min munds
Fugtige mørke

Og med ét lukker
Du øjnene
Og læner dig
Ind mod mig
En sidste gang

Med en hvisken
Som lyden af en minkkåbe
Der skødesløst
Bliver trukket
Hen over
Et marmorgulv

Men din krop
Er blevet en
stor sugende
Modstand mod min

Tænk at man kan
Elske nogen så
Meget at verden
Fuldkommen
Kan ændre sig
Så snart de er væk

Fortiden tårner sig op
Strøet ud under morgengryets
Elektriske farver
Og skyernes hvide skum

Der hænger en million
Erindringer i træerne
Evigt grønne papirdage
Som snart bliver knust
Mod brostenene
Men endnu flagrer
Med manisk lethed

Jeg vandrer over Langebro
Båret frem af mit
Alt for ivrige hjerte
Skyllet ud i havnens grå
Flod

Følger et kort til
Et sted der ikke længere
Eksisterer andre steder
End i min hjernes
Sansebedrag
Et blændværk
I en fortælling
Om ægte kærlighed

Der både er alt for
Meget og alt for lidt
Går gennem gaderne
Som et levende lig
En marionetdukke
Uden sin dukkefører

Indhyllet i baner af
Silkesorg
Der lydløst blafrer
Rundt om mig
Som en kappe
I November fredagens
Blide vind

Holder vejret
Fordi du slog mig
I stykker
Da du slog mig an
Som en stemmegaffel

Og efterlod mig
Vibrerende uden anden
Lyd i mit hoved
End skriget fra et
Forrykt menneske

Din evige tilstedeværelse
Mærkes som svævende
Sæbebobler der næsten
Kun næsten kærtegner
Indtil alle vægge i alle
Rum bærer din duft
2411