Hævneren på Psykopaten

Hendes mund Pegede opad

Et perfekt billede På sorg og hysteri

Kamufleret som vådt Håndlæde over min mund

Hendes øjne Var lysende sirup

Min hånd hvilede På håndtaget

Opsvulmet og følelsesløs

Mine kærlighedsdigte Om hende brændte

I tasken mod min Hofte mens hendes

Stolthed sivede ud Under mine fodsåler

Uden at vise den mindste Smule sympati

Bestilte hun en øl Draperet i guldjakken

Hun havde båret til Vores vielse

Forudanelsen om dette Øjeblik lå tungt

På mine skuldre Mens jeg indtrængende

Tiggede hende Om nåde

Men nåde var ikke Del af hendes frihedstrang

Jeg gled ud på Allegade Så hende flagre ud

Blandt mine digtervenner Som hun spøgefuldt

Klemte og med sin unikke Syncopatiske dans forførte

Hendes hestehale svirpede Som en pisk

Helt ud på den regnvåde November gade

Hende jeg elskede Og begærede

Med tusinde soles Ukontrollerede udbrud

Som skulle have holdt Sig for god

til yderligere kontakt stod nu der på min hjemmebane

Gennem hendes lette grin Hørte jeg en forfærdelig hulken

Der skubbede mig fra sig af al kræft

Ude af stand til at røre mig Lyttede jeg til hendes

Vilde udbrud Jeg var tæt på at

Storme ind til hende Til usselt at overgive mig

Hendes skønhed overmandede Mig næsten

Uden at se på hinanden Stirrede vi blot

Ind i hinandens øjne Det varede længe

Tid uden kronologi Uden værdighed

Vi stirrede ind i en tavshed Der var mere talende

End nogen samtale Vi nogensinde havde haft

Vi gav stemmer til En vanvittig stum

Tankeudveksling Som i trance

Hun må have vidst at Jeg vaklede

Må have anspændt sin vilje til

at holde på mig men det lykkedes hende ikke

Og så stak jeg af Ned af gaden

Satte i løb Stadigvæk bange

For at hun skulle trække mig Tilbage igen

Jeg løb med tårerne strømmende Ned ad ansigtet

Jeg erindrer ikke at komme ud af denne trance

Hvis jeg kunne ville Jeg gå tilbage til Skuepladsen Og se at vi ville

Stå der endnu Begge to med vores øjne

Revet ud af deres huler

Hendes klæber til mine Mine klæbet til hendes

Vi er kærlighedsvraggods

Vi er bundløst fangede i Foreningens drama

Jeg forsøger at beskytte mig Mod din nedslagtning

I dyrehaven blandt fældede Trøer giver jeg slip