En svensker

I det mindste
Var hun svensker
Hendes bryster
Ligeså
I sidste ende
Gjorde
Det hverken fra
Eller til
Mens jeg lå der
I øverste
Køjeseng
Helt stille
Håbende
Hun ikke låste sig
Ind med nøglen
Jeg aldrig fik
Igen
Jeg kunne høre
Hendes skridt
Den tykke beton
Føltes som pergament
Langsomt skælvende
Bristende hvert øjeblik
I mit selvskabte
Mørke
Dynen var for
Lille
Lejligheden fyldt
Med vintersolen
Men i det mindste
Var hun svensker
25/1-19