Evighedsdigte · 2024
Edelweiss
Længe har jeg ledt efter
Din edelweiss mellem
Flagrende drager på himmelen
Jeg har kigget efter den under
Dynger af byrdefulde minder
Der slet ikke var så
Efterstræbelsesværdige
Jeg bildte mig ind at hvis
Bare jeg kunne finde dine
Lysende kronblade igen
Så ville alt blive eftergivet
Men den edelweiss fandtes
udelukkende i mit sind
Og den sande dig var
Mere lig en computervirus
Jeg behændigt lod mig
Inficere med
Den var efterkommer af den
Faksimile af nærende omsorg
Min mor skødesløst havde budt mig
Fyldt med afsmag og lemfældighed
At din virus var udtryk for
Dit eget vilde traume
edderkoppespind
Gør ikke alt dit humbug blødere
Lige så lidt som min utroskab
Kan efterrationaliseres eller
Beskæres i
Selvomsorgens og
Selvkærlighedens hellige
Navn
Men i hvis navn og under hvis banner
Bør jeg så erklære et korstog
Hvis ikke min hær skal marchere
I takt under edelweiss dronningens
Emblem
Hvem og hvad er da værd at kæmpe for?
Eller er hele tanken om kamp en parodi?
En falsk eftersøgning
Endnu et røgslør
Efterladt af mine banemænd
Mine egne forgængere
Mine egne forældre
Som blot reproducerede og
Bagstræberisk nidkært fortærede
Deres eget afkom
Så som deres sjæle også
Var blevet bortdampet og udskiftet
Med noget forlorent
Forbløffet sænker jeg mig skjold
Og med et ser jeg den
Tugthusfangeuniform
Jeg hele tiden har været iklædt
Sikke en forbrydelse og sikke en straf
Jeg har udmålt til mig selv
Selvvalgt uendeligt korstog
Og der mellem ruinerne af alle
Mine vrangforestillinger gennembryder
En enlig edwlweiss simuleringen
Som med et flimrer min nyttesløse
Kamp mod mig selv forbi
Din edelweiss er nålen
Som får min livslange forstoppelse
Til endeligt at give efter
En flod af afmagt
Og knugende udsultet lammelse
Driver ud og hurtigt over sine breder
Efterladende en stank af vanære
Og nederdrægtighed
Men blomsten sluger grådigt alt
Det svinske og vokser sig
Større og større og større
Indtil fortidens konstipering
Langsomt ebber ud
Væk er den ørkesløse virus
Væk er korstoget og de blanke våben
Væk er kvalmen mod samhørighed
Væk er kvinden på piedestalen
Tilbage står livets ubeskrivelige triumf
Som jeg lader mig gennemstøve af
Fra top til tå
240424