Det havde været

Det havde været
overskyet alt for
længe da du ankom
sent på eftermiddagen
og selvom mørket
faldt tidligt på
fulgte mine øjne dine
skridt
langs havnefrontens
stenede negl
Din lethed skræmte
Mig mere end
Noget andet
Din latter
Lyste af skælmsk fryd
Og du viskede
I mit øre:
Tålmodighed Bars
Brandvarm kaldte du
Mig
Du kunne ikke følge mig
Ned i essen
Men du kunne ikke
Slippe mig
Dit sind fyldt
Med tavst begær
I det mindste for
mit indre øje
Din mund
Raslede med
Nøglerne
Til helligdommen
Mellem dine ben
Somme tider
begravede
En vandreklit
Helligdommen
Men på andre dage
blev en profeti
Pludseligt åbenbaret
Indtil en lille
Bitte kakkelovnsild
Det regnede stadigvæk
Næste formiddag
Og tiden til forsoning
Væltede ned
Om ørerne
På os
Alligevel så vi kun dovent
Næsten åndsfraværende til
Fra en sofa
Der ikke var bred nok
Til os begge
Du bad om mere tid
Jeg bad om forløsning
Og sammen kunne vi
Kun mønstre
Nok energi
Til at kravle ultra
Langsomt fremad
Som hjælpeløse
Forældreløse unger
Sådan bølgede
og svajede vi længe