Der skal ikke så meget til

Der skal ikke så meget til
Så glemmer jeg alt om hvordan
Man skriver eller elsker
Eller læser
Pludseligt mister jeg
Fokus
Og så kan en
Overskrift på
Dr.dk virke helt uoverskuelig
Jeg udsætter mig for alt
Muligt pis og lort
Terapi
Redaktører
Japansk træning
Alt i håbet
Om at jeg
En dag for lov til
At være et menneske
Som dem jeg passerer
På gaden
Som den polske murer
Der hver dag sidde med en
Nedbrændt smøg
Foran min facade
Mens han hvisker
Ind i sin iphone
Jeg forestiller mig
Han visker til
Sin kone eller datter
Dem han knokler for
I et fremmed land
Han er deres anker
Og de er hans
Og der flyder jeg
Så rundt i min
selvynk
Helt ankerfrit
Higende efter
Anerkendelse
De helt forkerte
Steder
Jeg kan ikke mærke
Livet
Uden smerten
Hvad ville jeg være uden den
Det er det eneste jeg
Ikke tvivler på
Den og min egen undergang
Som på sæt og vis
Bliver mit
Anker
Troen på
At jeg en dag
Vil ligge i en kiste
Omringet af
Mennesker
Som er kommet
For at hylde
Mit misforståede
Geni
I et rum komplet
Orkestreret
Af mig
Selv fra det hinsides
Jeg griner tit
Ved tanken
Men kommer så
I tanke om alle de år jeg
Endnu skal
Klare mig igennem
Før jeg får mit sidste grin
Hvad er meningen
Er kun noget en velstillet
Hvid middel aldrene
Mand
Kan tillade sig
Og der er
Ingen som helt grund til
At have ondt af mig
Ikke med mindre
Du anerkender
At vi begge er
Lige små
Og at alle mine
Fordele
Intet er værd
Det bizarre er jeg
At jeg kan stile efter ting
Som de fleste
På planeten
Ikke ville kunne
Drømme om
Jeg tænker på
Hvorfor jeg ikke
Kan skrive om
Min mor
Om dig mor
Ja dig!
Du er mig fremmed
Lige meget hvor
Meget jeg dæmoniserer dig
Eller forsøger at ignorere dig
Hvad ser jeg med
Disse trætte
47 årige øjne
Ser jeg mon noget nyt
Noget som er værd
At betragte
Eller falder mit
Blik for døve øre
Noget som ville
Gøre mig uundværlig
Helt særlig
Så jeg havde fortjent
At være her
Jeg læser nyhederne
Og de flimrer forbi
Gaslækager
Og en ny frisk
Finanskrise
Jeg lytter til mig
Selv på
Teams møde
Lukke gas ud
For at holde en
Personlig
Finanskrise
Fra kroppen
Har jeg en plads
I dette galehus
Det håber jeg
Også selvom
Det er på nederste
Hylde
Hvor ingen kigger