Der skal ikke så meget til

Der skal ikke så meget til Så glemmer jeg alt om hvordan Man skriver eller elsker Eller læser Pludseligt mister jeg Fokus Og så kan en Overskrift på Dr.dk virke helt uoverskuelig

Jeg udsætter mig for alt Muligt pis og lort Terapi Redaktører Japansk træning Alt i håbet Om at jeg En dag for lov til At være et menneske Som dem jeg passerer På gaden

Som den polske murer Der hver dag sidde med en Nedbrændt smøg Foran min facade Mens han hvisker Ind i sin iphone Jeg forestiller mig Han visker til Sin kone eller datter Dem han knokler for I et fremmed land Han er deres anker Og de er hans Og der flyder jeg Så rundt i min selvynk Helt ankerfrit Higende efter Anerkendelse De helt forkerte Steder Jeg kan ikke mærke Livet Uden smerten Hvad ville jeg være uden den Det er det eneste jeg Ikke tvivler på Den og min egen undergang Som på sæt og vis Bliver mit Anker Troen på At jeg en dag Vil ligge i en kiste Omringet af Mennesker Som er kommet For at hylde Mit misforståede Geni I et rum komplet Orkestreret Af mig Selv fra det hinsides Jeg griner tit Ved tanken Men kommer så I tanke om alle de år jeg Endnu skal Klare mig igennem Før jeg får mit sidste grin

Hvad er meningen Er kun noget en velstillet Hvid middel aldrene Mand Kan tillade sig Og der er Ingen som helt grund til At have ondt af mig Ikke med mindre Du anerkender At vi begge er Lige små Og at alle mine Fordele Intet er værd Det bizarre er jeg At jeg kan stile efter ting Som de fleste På planeten Ikke ville kunne Drømme om

Jeg tænker på Hvorfor jeg ikke Kan skrive om Min mor Om dig mor Ja dig! Du er mig fremmed Lige meget hvor Meget jeg dæmoniserer dig Eller forsøger at ignorere dig

Hvad ser jeg med Disse trætte 47 årige øjne Ser jeg mon noget nyt Noget som er værd At betragte Eller falder mit Blik for døve øre Noget som ville Gøre mig uundværlig Helt særlig Så jeg havde fortjent At være her

Jeg læser nyhederne Og de flimrer forbi Gaslækager Og en ny frisk Finanskrise Jeg lytter til mig Selv på Teams møde Lukke gas ud For at holde en Personlig Finanskrise Fra kroppen

Har jeg en plads I dette galehus Det håber jeg Også selvom Det er på nederste Hylde Hvor ingen kigger