Barsk dating · 2021
Barsk dating 36
36
Hvis Bukowski var en stortromme, der ikke gav
en tøddel for andres smerte og lidenskabsløst
angreb letkøbt wokeness, selv før det eksisterede,
finder jeg det ubegribeligt, at han ville være
blevet cancelled af dig og dine veninder, BARS
lyder måske kynisk, men hvorfor likviderer man
stor kunst, selv hvis den overskrider ens grænser,
når jeg læser Bukowski rejser min tommelfinger
sig og løber skødesløst nøgen mod træerne,
trækkende barduner og slappe gråblege
litteraturanmeldere efter sig.
BARS, din libretto er for længst brugt op, Hank
er slet ikke værd at bygge en kæphest over, luk
dine øjne og se min mascara, jeg kan ikke lindre
din heteronormative nostalgi, men jeg er også
ligeglad med den landevej du sigter efter, jeg
giver ikke en tøddel for det liebhaveri, du har
for #metoo-ramte lyrikere, jeg får kvalme, når
du planter dødbringende voldtægtsmænd i din
kongeloge, men BARS, jeg føler mig skyldig, jeg
er især skyldig i inderst inde at ønske, at det alt
sammen ville blive ved, præcis som det var før.
§ Del arket
Kortet er til Instagram — gem det og læg det op med linket i din bio.