Bagud

jeg er hele tiden bagud

Giv mig lige en forlomme, vil du ikke?

En fremmed dame sagde til mig

Hvorfor er du så vred, TK?

Hvorfor har du tit

travlt med at dømme?

Er du ikke bare som

alle os andre?

Hvorfor skal du altid

snakke om storhed?

Om Napoleon og McCartney

Hvorfor tror du at

netop du kan forudsige

Hvad der bliver husket

og hvad der bliver glemt?

At vi ikke alle født med

den samme mængde lys

Og dør vi ikke med

det samme lille knald?

Nej dame!

Jeg bærer Bukowski

På min arm fordi

hans offer var større

Ikke fordi hans

smerte var dybere

Men fordi han

tog sig tid fra lidelsen

Til at skrive den

ud gennem pennen

Så alle andre kunne høre

Det gør en forskel

om man gemmer sig

Bagved et stakit i Korsør i

Skyggen fra sin

PFA pension

og Ikea køkken

Eller om man nøgen

tør vidne i skranken

Den store skranke

som ingen kan se kanten på

Læste om at Nick

Cave

fortrød

At han havde siddet

i

sit studerekammeret

Og spejlet sig i sit

eget geni i 20 år

Frem for at bruge

sin tid på sin fire børn

Hvor er I to sønner nu er døde

Men om 500 år husk

er

ingen Nick

Caves

børn

Men måske husker

de hans musik

Måske husker de den

på grund af hans geni

Måske er jeg kun bagud

fordi jeg lod mig

overrumple af fire børn

Måske skal jeg også

overgive mig til mit

Geni

Som Napoleon og Paul

g

jorde i en tidligere alder

Måske er det ikke

så farligt at være speciel

Hvis bare man

husker at give tilbage

Så længe det man

efterlader sig er en triumfbue

Er en iskerne af håb

Som langsomt smelter fremad

Jeg er bagud

Men kun på point

Det kræver jo kun 1 minut

Bliver dødelig

Tro mig jeg når det nok!

Selv uden forlomme

Min vrede skal

nok bære mig hjem