Ældgamle bekymringer

Drømmer mig vej

de kalder det livet

mindes pludseligt

i rette øjeblik

at se op

i et passende tonefald

himlen ensartet dyster

for os begge

vi søger tilflugt

fra solens blindgyder

vores hud dækket

af en kæmpesky

du holder ikke op

med at grine bag

din regntætte gule frakke

fordi jeg holder fast ved noget

der engang vedrørte os

noget du påstår er

ældgamle bekymringer

du længes nu efter

at jeg forlader dem

før du tvinges til

forlade mig

vores kroppe

hopper mellem bygningsfacaderne

nogle gange blege og døende

svøbt i nattens hylster

og når solen giver sig

bliver vi ildtunger der kaster

os op mod zenit

optændte på at tænde

vi når knapt gennem bymuren

før vi glider

umærkeligt

over i hinanden

cyklussen fortsætter

og jeg bevæger mig

knapt nok mere

du flakker om

i forudsigelige stød

fra træthed til hvile

og alligevel er intet

forandret

måske vil vi bestige hinanden

med dødsforagt

måske er det elskovslege

vi søger i det blåtusmørke

når jeg ser på mine hænder

på lagnet

er de ikke mine

mindre end

nogensinde mine

men dine

skyggerne bliver

længere

livet er måske en drøm

men der findes hverken

glemsel eller drøm

blandt de døde

kun levende kød drømmer

Der er mangfoldigt i

Vores uorden

Jeg ser lyset

Jeg ser det hele

Vi er en organisme

Resultatet af glemsel

Og erindring

Det der for andre

Virker hensynsløst

Er blot radikal

Dumdristighed

Vi nyder at udnytte uskyldige

Mennesker

Nyder det rigtigt meget

Så meget at vi bader

I deres

blodskudte øjne

og flåede neglerødder

vi lejer et hus ved stranden

i 3 måneder

blot for at forlade det

efter kun 2 dage

til lyden af brølende

sang og knust glas

spredt ud over alle

senge som knitrende stjernestøv

vi holder bryllupsfest uden at blive gift

og uden selv at dukke op

vi gemmer håndskrevne

lapper med lyrik

i alle taskerne og kufferterne

i en butik rundt om hjørnet

fra den sofa vi crasher

på i Toledo

vi skyder med luftgevær

efter stentøj og sorte fugle

i timerne før daggry

vinduet skåret af alabast

jeg folder dit håndled

om midt så rekylet

bliver vores rekyl

før vi samler de små hjerner

op med en skovl

vi vandrer på må og få

ud i vildnisset

når jeg tænker på de forstadsgader

i Scotsdale henligger de altid

i stærkt solskin

overalt lysende

markiser

fluer og sved

og vindstille gader

vi kommer aldrig til

Scottdale

Vi kom aldrig ud af

Myldret

Vi fødder afkom

Nådesløse dværge og

Utro giganter

Jeg kan lugte deres

Følelsesløse brændte kød

I dit skød

De vil vokse op og blive

Kriminelle

Eller politikere

Uhyrer på rulleskøjter

Jeg bøjer jernstænger

og du uddeler syngende slag

midt i ansigtet

med mine våde hænder

vi ankommer aldrig

vi opfinder verden

vi opfandt vores verden